LYDSTYRKE, BORDPLACERING OG SCENEPODIE
Musikken er med til at skabe den gode stemning til din fest. Musikerne kan stå på en scene, på et scenepodie, eller på gulvet og derfra være med til at skabe en stemning, der langsomt breder sig ud i hele lokalet, uden at nogen tænker over, at det er musikken, der er en af katalysatorerne.
Vi tilpasser naturligvis altid musikkens lydstyrke, så den passer til situationen, det lokale, vi spiller i, og de mennesker vi spiller for, men der vil altid være forskel på, om man sidder tæt på musikken eller længere væk.
Lyd opfattes individuelt, så der vil også være forskel på, hvor højt musikken opleves af den enkelte gæst, afhængigt af, om man sidder tæt på eller længere tilbage i lokalet. Placér derfor gerne de gæster, du tror, der er mest følsomme for lyden, længst væk fra musikanlægget.
Musikken vil altid opleves højest lige foran lydanlægget, så det kan være en god idé at sørge for, at de gæster, der sidder ved bordet tættest på anlægget, er de, som vil være bedst til at tage imod musikken. Det hjælper os som musikere også med at sprede den gode stemning og forstærker oplevelsen for hele selskabet.
Til spisning (dinner) spiller vi afdæmpet. Til dans hæver vi lydstyrken lidt. Vi anbefaler under alle omstændigheder, at de nærmeste borde ikke placeres tættere på lydanlægget end ca. 3 m, hvis dette er muligt.
SCENEPODIE
Af sikkerhedsmæssige grunde foretrækker vi at stå på en scene eller et stabilt scenepodie hævet ca. 40 cm over lokalets gulvhøjde, hvis dette er muligt. 5 sceneplader á 1 x 2 m opsat som vist på skitsen ovenfor er alt, vi behøver, for at vores musikanlæg kan opstilles.
FESTSANGE
Hvis vi får tilsendt tekster og melodier senest 4 uger før spilledagen, leverer vi gerne akkompagnement til velkomst- og velbekomme sange. Vi akkompagnerer også gerne til de festsange, der måtte dukke op i aftenens løb – dog med det forbehold, at vi har melodierne i vores repertoire. Har vi ikke det, synger vi gerne med uden akkompagnement.
KOMMUNIKATION
Det er hensigtsmæssigt, at vi får en fast person, vi i aftenens løb kan kommunikere med fra scenen, så vi kan koordinere henholdsvis når maden serveres, når der skal holdes tale, når der skal synges en festsang eller når et indslag skal afvikles. Denne person kan være en toastmaster eller ”køkkenchefen”.
Er du i tvivl om noget i forbindelse med den praktiske afvikling af dit arrangement, så ring til os på tlf. 4018 3673.
Venlig hilsen
TIDALS